Johannes V Jensen, Leonora Christines Robinsonade

Leonora Christine

(Side 1)

ALLE kender Leonora Christines Skæbne, saadan som hun har fortalt den selv i sit >>Jammersminde<<, et af det mærkeligste og menneskeligste Skrifter der kendes paa Dansk, en Folkebog i Ordets bedste Forstand.

For mig har den haft en speciel Betydning, fordi jeg er vant til at tænke udviklingshistorisk, den har fængslende Træk som minder om hele Menneskehedens Udviklingsgang, dens Arbejde, hvormed den begyndte paa bar Bund og efterhaanden drev det til et sikret Tilværelse. Til et Digt jeg skrev om Leonora Christine i 1906 føjede jeg en forklarende Note om hvad det var der havde bevæget mig dertil: >>Det er tænkt paa den Robinsonagtige Moment i Leonora Christines Fangenskab, der nødte hende til at begynde Tilværelsen forfra som paa en øde Ø<<. Det er disse Træk om hvordan, som man siger, Nøden lærer nøgen Kona at spinde der skal udtages fra Jammersmindet og belyses nærmere her. Men først nogle indledende Bemærkninger om Leonora Christines Karakter. Og vi vil her give Ordet til Holberg, der i sine Heltinde-Historier ogsaa omhandler Leonora Christine. Hans snørklede og vise Sprog, der var det 18de Aarhundredes Dansk, et halvt Aarhundrede efter Leonora Christines Død, lifesom bringer os hendes Tid nærmere, Holberg var 14 Aar gammel da hun døde, i 1698; han omtaler selv at han har truffet Personer der har kendt Leonora Christine, saa der kan endnu have været levende Tradition om den ulykkelige Kongedatter. Om Leonora Christines sjældne Evner beretter Holberg:

Imidlertid havde hun er herlig Opdragelse, saa at hun lærte foruden Fruentimmersager, adskillige Videnskaber, item fremmede Sprog, som Tydsk og Fransk, item Musik, Regnekonst, Ridsen og andet deslige, hvorudi hun ved hendes Flid og naturlige Capacitet saaledes forfremmedes, at hun distingverede sig blandt alle hendes mange Sødskende, og derfor af Kongen bar mest elsket. Da hun havde naaet sit 15de Aar, holdt hun Bilager den 9 October 1636 med Corfitz Uhlfeld, som da var Ridder og Statholder i Kjøbenhavn.

Efter at hun var kommet i Ægteskab med denne navnkundige Mand, drev hun Tiden bort med adskillige Exercitier, saa at hun enten ridsede eller øvede sig i Musik paa Harpe, Fløjte og andre Instrumenter. Da hun var bleven 21 Aar gammel, begyndte hun at lære det latinske Sprog, hvorudi Doctor Sperling den Ældre var hendes Læremester. Hun lagde ogsaa Vind paa Italiensk, hvorudi hendes Mand underviste hende, og lærte hun det ene med det andet med en utrolig Hastighed. Sperling den Yngre vidner, at hun var af den Capacitet, at hun paa én Gang kunde synge en Psalme, skrive en anden, og tilligemed give Agt paa hvad som skete udi Huset.

Man ser saaledes at hun har været et født Vidunderbarn, med ualmindelige cerebrale Anlæg. Hertil kommer at hun var stor og kraftig, med smukke, bevidste Træk. Det bedste Billede af hende findes på Frederiksborgmuseet, man lægger her Mærke til hendes klare, sunde Ansigtsfarve. Hun gennemgik Strabadser mere end nogen Mand, og blev dig, efter 22 Aars umenneskeligt Fangenskab, 77 Aar gammel, saa der var Tømmer i hende. Holberg afslutter sin Skildring af hendes Karakter med følgende kloge Ord:

Hendes medfødte gode Qvaliteter var saa store og saa mange, at hun kan anses som en Naturens Mesterstykke, saa at der er faa Damer at finde udi Historien, der have været begavede med større Forstand, Lærdom, Veltalenhed, Bestandighed og Taalmodighed udi Modgang. Hendes Lyder kan fornemmeligten tilskrives Tidernes Conjuncturer. Den store Agt og Anseelse, som hun havde været udi under Christian den Fjerde, da hun var Hoffets Kjæledægge, foraarsagede, at hun ikke kunde skikke sig udi paafølgende Koldsindighed, og det Ægteskab, hvormed hun blev knyttet til en overmodig og urolig Mand, lagde ligesom Bolt og Lænker paa hendes Dyder, saa at hun ikke kunde føre sig til Nytte de store Qvaliteter, hvormed hun af Naturen var begavet; thi man kan sige at hvis hun have levet i mindre slibrige Tider, og hvos hun var bleven indlemmet i en aanden Familie, havde man kundet vise hende som et Mønster saavel paa Dyd og Fromhed, som paa Lærdom og Skarpsindighed.

Leonora Christines Historie er i øvrigt bekendt, de farlige politiske Indtriger hendes Mand Corfitz Ulfeldt indviklede sig i, der insuder førte til hans og hendes Fald. Hun blev indsat i Blaataarn paa Københavns Slot i 1663, og sad der som Fange, under den haardeste Behandling, indtil 1685. Aarsagen var det umaadeholdne Had fra Frederik den Trejdes Dronning, Sofie Amalies Side, der lige til sin Død hindrede den ringeste Formildelse i Leonora Christines Fangenskab. Rangstrid laa til Grund derfor, Ubarmhjertighed mellem Kvinder man kender ogsaa fra de oldislandske Sagaer; her gives ikke Pardon, Leonora Christine havde jo nok villet overset Dronningen, da hun endnu var høj i Hatten, og det skulde hun faa betalt! Tiderne var halvt barbariske, og hverken Frederik den Trejde eller hans Dronning lagde synderlig Storhed for Dagen, Kongens vildløse Paafund med at rejse en >>Skamstøtte<< for Corfitz Ulfeldt, da han endnu rystede i Bukserne for ham, vistnok den eneste kendte negative Mindesmærke, og Dronningens Lavkastegrusomhed. Fra den første Dag i Fangehullet paa Blaataarn blev Leonora Christine frataget alt, landede saa at sige nøgen som Skibbrudden paa en øde Ø; og her var saa hendes Robinsonade skulde begynde.

Da hendes Graad og Angster var forbi, og hun var falden til Ro i sin Skæbne, meldte Virksomhedstrangen sig hos hende, kvindelige arvelige Instinkter, Haandgerning, noget at sysle med. Alt var hende forbudt, ethvert Redskab, alt, men hun ejede en Naal, dyrebar Ting, som hun havde fundet i sin Dyne, det første Middel til at beskæftige sig der var kommet i hendes Besiddelse.

Naalen og Kvinden! De tidligste Naale man ved af stammer fra Rensdyrtiden og er funder i fossile Affaldsdynger, de var af Ben, med et rigtigt Naaleøje, undertiden paa Midten, slet ikke saa dumt; med dem har Kvinderne syet Dragter af Rensdyrskind, det raske Kast med Naal og Traad man kender, efter at de, før Naalen blev opfunder, møjsommeligt har maattet prikke Hul efter Hul med en Pren og stikke Senetraaden igennem.

Hvordan hun brugte Naalen vil vi lade Leonora Christine selv fortælle, paa Jammersmindets nu gammeldags stavede, men klare og malende Dansk:

Omsider, der Sindet kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget at tage mig til, oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg mine Baand op i min Natttrøye, som ware breede Liiffarwe Tafftis Baand. Dea Silke syde ieg med paa det Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige Blom- ster med smaa Sting. Der ded haffde Ende drog ieg Traaer ud aff mine Lagen, twant dem oc syde der med.

Skrivemaaden ded for det viser at Leonora Christine har talt Sjællandsk, som man endnu kan høre det paa Lander.

Det næste hun erhvervede var en havareret Træske, som Kvinden, der var hos hende, havde foræreret hende. Da der naturligvis ikke hunde være tale om en Kniv bad khun Kvinden hjælpe sig paa anden Maade:

Kunde jeg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg kunde giøre med ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte; bad hender leede i en Kraag, som er uden for ded yderste Rom, der all Skarnet bleff henkast, hwil- ket hun oc giorde, fant icke alleneste Stycker Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et Kruus. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Ta- cker, som jeg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baande- ne tog ieg aff min Natttrøye neden om). Ded Stycke af Tin-Laaget bøyede ieg saaledis tilsammen, at ded siden tiente mig til Blækkorn. Ded er oc endnu i min Giemme. Til en Troeskabs Tegn bar Quinden mig

Side 2

samme Tied en stor Knappenaal, hwilken war mig et gott Reedskab til att giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne og skaffwede siden med Glasset.

Hvilke Baand Leonora Christine gjorde paa Trægaflen er jeg ikke Kender nok til at afgøre, maaske har det været hvad man kalder Sprang. Men den Maade hun gik frem paa næsten uden Hjælpemidler, genkal- der Træk for Træk Urmenneskets Arbejdsmetode med de første simple Redskaber, saadan som de lader sig analysere gennem de arkæologiske Fund man kender. Til Værktøj havde det primitive Menneske kun Flint, hvormed han gjorde sig Redskaber af Træ eller Ben. Det simpleste Universalværktøj var hvad man i Arkæologien kalder en Stikkel, en Flintspaan med et tilhugget Næb, hvormed man borede og pløjede sig frem i Hjortetak, eller en Knogle, til man havde det Stykke frigjort man havde Brug for, f. Eks. til en Harpun eller en Flen til et Lyster. Med Naalen, fortæller Leonora Christine, skar hun sine Negle, ved at ridse en Fure saa længe ind under dem til de kom af, en Proces der netop viser hvordan Stiklen har været brugt, til at omrande et Emne og gaa i Dybden, til det blev frit, en langsom, møjsommelig Metode. Efter at Emnet var udskaaret tildannede man det videre med et andet Flintværktøj, en Skraber. Hertil svarer Leonoras Glas- skaar. Det Ord hun bruger, at skave, er et godt gammelt dansk Ord for Arbejdsmetoden; indtil for nylig har Skomageren da skavet Saalerne med et Glasskaar, og et Metalblad, hvor- med man skaver, kender man fra Snedkerens Værksted, en Sikling. Over den store skattede Knappenaal knyttede Leonora Christine med Silke, var som hun siger stetze Arbeed. Hvad hun kan have knyttet over en Naal maa vi have Margrethe Hald paa Nationalmuseet til at udfinde for os.

Ved en Knappenaal maa man iøvrigt ikke forstaa en Naal i den nuværende Betydning, det har været er stor Naal, brugt i Stedet for Knap heraf oprindelig Navnet, til at fæste et Korsklæde eller et Slag foran som kendt allerede fra Bronzealderen; Bønderkonerne brugte dem i sin Tid endnu.

Hun gjorde sig Kniplestokke af Pinde og smaa Poser fyldt med Sand, dermed slog hun Snore, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er opslit) Thi ieg maatte icke faa et Snørliff ihwor offte ieg loed bede derom Aarsagen hworfor, er mig endnu ubewist. Jo, Aarsagen gætter man nok det var Dronningen, Sofie Amalie som med en Erfaring om denne lille kvindelige. Komfort havde Ondskab nok til at formene Fangen den.

Da Kvinden hos hende kedede sig gjorde hun Terninger af Nødder, viste prikkede Øjnene i med Knappenaalen og gned Kridt deri, og med dem >>leegte de<<, som hun siger >>som smaa Børn.<< Men med Kridtet, som hun ved den Lejlighed kom i Besiddelse af, fordrev hun ofte Tiden, malede dermed paa et Stykke Brædt og Bog paa Bordet, toede det af igen, gjorde forta Rim og digtede Salmer.

Her gjorde hun et langt Spring Glas frem i Tiden, fra sin Tilværelse fatte ellers som Hulebeboer, med de fattigste Redskaber, til et Trin Menneskeheden først sent tilegnede sig, at læse og skrive. At hun var i Stand til at hæve sig over sin Ulykke ved at give sig hen til Digtekunst leder Tanken set ehen paa Egil Skallagrimsson, der sin Sønderknuselse fattede Mod til at leve Livet endnu sin Tid ud ved at digte >>Sønnetabet.<< Nogle af Versene i hvad hun kalder >>En Morgen Dict<< skal afskrives her for at give et Begreb om hvordan hun udtrykte sig i bunden Stil:

Min Tunge skal med Stemme

Forkynde Siælens Act;

som ey i Dag vil glæmme

Att priise Guds Almact

Oc tacke Skab'ren bliid,

Som siine Wacktre sændte,

Mit Leye de omspændte

Mig woctede med Fliid.

Med Sorrig ieg mig lagde,

Aff Graad war salt min Mund,

ieg til mig selffwer sagde:

Du seer ey Morgenstund!

Men Herrens Goedheds-Krafft

befalte Søffnen søde

Min tørre Hiæerne bløde

oc queege med sin Saft.

Digtet slutter saaledes:

Ieg arme Stoff oc Aske Endnu et beder dig:

Mig icke at forraske,

Henrycke plutzelig;

Men lade mig min Aand

Med fuld Fornufft oc stille, Med gott Taal oe goed Wille

Befale i din Haand.

Ingen kan læse disse Vers uden at tænke paa Kingo, der var samtidig med Leonora Christine: i Udtrykkets Kraft og Takt, det tungtlastede Sprog, synes de begge at have øst noget af Tiden, dens protestantiske Alvor og Simpelhed i Tanken. Slutningen af Leonoras Christines Digt munder ud i samme Tone som det sidste Vers i >>Sønnetabet<<, kun at Leonora Christine bøjer sig med Fatning for sin Gud, mens Egils Sind først faldt til Ro efter at han havde skældt sine Guder ud.

Et Lyspunkt indtraadte i Leonora Christines Tilværelse paa et Tidspunkt da det Sukker hun plejede at faa (og som de Vogtere der omgav sig hende var slette nok til at stjæle af) viste sig at være indsvøbt i rent Pa- pir, formodentlig ved en Forglem- melse, hun fik da noget at skrive paa. Blæk lavede hun sig af Øl og Sod, som hun skaffede sig ved at holde en Ske ind i Flammen af Lyset, ogsaa et lille Blad af Opfindelsernes Bog! Blækhus havde hun som før fortalt, og af en Fjervinge sikrede hun sig Pen, som hun skar til med et Glasskaar. Hendes omfattende For- fatterskab kunde der saaledes lægges Grunden til endnu mens hun sad fængslet.

En Vævekam forfærdigede Leonora Christine sig af grønne Grene, som Slotsfogeden havde haft Sind til at sætte ind til hende en Pinse, af dem brød hun Kviste, afbarkede og ud- blødte dem og lagde dem i Presse under et Brædt, hvorpaa hun føjede dem sammen til en Vævekam, Væ- ven for anden Gang opfunden! Den var indrettet med Søller og et Stykke Træ og blev gjort fast med den ene Ende til Kakkelovnen og den anden til hende selv. Paa den vævede hun med Garn taget fra hendes Sil- kestrømper. Hele Væven fyldte ikke mere end at hun i Hast kunde skjule den i Lommen, naar hun hørte no- gen paa Trappen.

    Haandgerning varg hende fremdeles forbudt, og da Kon-i gen ved en Lejlighed fik den Klud at se Fangen havde syet Blomster paa ytrede han at man vel maatte give hende noget at sysle med, ment hertil svarede Dronningen at det ikke behøvedes: Es ist ihr gut ge- nung! Sie hat es nicht besser haben wollen! Hun skulde lide. Zahrtmann har straffet den onde Dronning i det Billede han har malet af Sofie Amalies uhyggelige Død. Men Væven og hvordan den brugtes maa vi igen have Margrethe Hald til at fortælle os.

Leonora Christine malede paa Fængselsmuren med en sort Farve hun selv tilberedte, og som Pensler brugte hun Pærestilke. Da Manden der havde sat Bilæggerovnen op i hendes Kammer havde glemt noget Ler i Rummet udenfor fik hun ved Tjenerindens Hjælp fat i det, blødte det op med Øl og modellerede derat forskellige Ting, bl. a. Portræter at skal Slotsfogeden og Pigen, som have lignet. Saaledes kom Kunsten til hende, som den en Gang er kommet til Menneskeheden. Ogsaa her ske viste sig Leonora Christines medfødte Gaver.

Mens hun arbeidede i Ler fik hun det den Tanke at gøre et Bæger, som at hun lod sende til Kongen, det var med forsynet med en Indskrift under Bunden, en Bøn om at mildne hendes Kaar, men Dronningen fik det at se og kom i Affekt, det lynede over dem der havde formastet sig at gaa med Bægeret, og selv Kongen maatte bøje sig. Bægeret indlemmede han som Kuriositet i sit Kunstkammer, tillige med en Kniv

(Side 3)

Leonora havde lavet sig af Ribbenet af et Faar hun havde taget af en Steg. Det var alt hvad der rørte sig i Frederik den Tredjes Hjerte, naar det drejede sig om en ulykkelig Kvindes Nodstilstand, en ørkeslos Samlermani; iøvrigt synes han at have været under Tøflen.

Men Kniven af en Dyreknogle, gi- vet Form ved Skavning med et Glas- skaar, som man kan tænke sig, er da et Sidestykke til stikkende Redska ber af Ben, kendt fra den ældste Stenalder, eller Dolke af Menneske- knogler, der endnu er i Brug hos de vilde Stanamer i Ny-Guinea.

Senere udførte Leonora Christine andre kunstfærdige Arbejder, en Opstigning gennem Kulturens frem- adskridende Stadier til hendes egen Tid; fra den første til den sidste Dag 1 hendes Fængselsophold var hun gaaet hele den Vej Menneskeheden har tilbagelagt, fra en nøgen Vild, uden andre Hjælpemidler end den Naturen og Nødvendigheden nødte til, til Nutidsmennesket, der er kom men i Havn med sit Arbejde og Ar- bejdets Velsignelse.

Hun havde faaet sin anden Opdragelse, som paa en øde Ø, hvor hun havde maattet begynde forfra, Selv- hjælp, som de første Mennesker, der kæmpede sig frem fra bar Bund.

Opbyggeligere Bog end Leonora Christines >>Jammersminde<< gives ikke.

JOHANNES V. JENSEN.

KONTEKST:

 ”Leonora Christine” af Johannes V. Jensen
Udgivet i Digte. 1901-1941, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (1943)

Naturen sine Floder
udtømte i dit Blod
Du bed som Brud og Moder,
men ene var du god.
Frimodig i din Særk
du viste Tand, Ulvinde.
Os er dit Jammersminde
et Styrkens Underværk.

”Med Sorrig jeg lagde,
af Graad var salt min Mund,
jeg til mig selver sagde:
Du ser ej Morgenstund” –
Men da du slagen faldt,
da nøgen og alene
du sad paa Jordens Stene,
gav Skaberen dig alt.

Thi spotter Gud vor Klage,
er Højheds Drøm forbi,
da gives os tilbage
det Liv vi lever i.
Af Graad er Glæden skabt.
Ak, kunde vi os væbne
i Danmark med din Skæbne
vi som har Haabet tabt!

Søndag 11. Juli 1948

Fundet på Rigsarkivet. 

https://soeg.kb.dk/permalink/45KBDK_KGL/16bqo9j/alma99122393621005763

Kassen indeholder både håndskrevent manus og udklip af den udgivne artikel. 

Det vides ikke hvor artiklen blev udgivet.